Himmelspejl

Dato: 18. May, 2011
Anmelder: Morten Jødal

Bog titel: Himmelspejl

Under titel: Natur og ånd, dannelse og skole

Forfatter: Aksel Bording

Publiserings dato: 18. May, 2011, Emne:Pædagogik, Pris: 225,00 DKK , Antal sider: 266
Da jeg fik en bog i hånden med titlen ”Himmelspejl” og undertitlen ”Natur og ånd, dannelse og skole”, var min første tanke: Den bog har vi virkelig savnet!

Efter at have læst bogen må jeg desværre konstatere, at savnet ikke er helt forsvundet.

Bogens hoveddel er en historisk-filosofisk gennemgang af menneskets syn på natur og religion fra oldtiden og til i dag. Som en af de sidste, der havde filosofikum som obligatorisk universitetsfag, må jeg give forfatteren Aksel Bording fuldstændig ret i forordets erklæring om, at tidens samfundssyn er blevet snævrere siden (personligt tror jeg, der er en nær sammenhæng), og at der er behov for en ny åndelighed.

Denne bog gør et ihærdigt forsøg på at råde bod på manglen. Dens opbygning er, ifølge forfatterens egen programerklæring i indledningen, evolutionær, og det giver en stram disposition. Desværre af og til så stram, at den er snærende, for der skøjtes let hen over de historiske begivenheder, der ikke kan passes ind i modellen, herunder den sorte død, der ændrede de europæiske livsvilkår radikalt og blev afgørende for renæssancens gennembrud.

Det store emne bliver behandlet med løs hånd og en del faktuelle fejl, indtil vi når frem til Grundtvig og Kold, som tydeligvis står forfatterens hjerte nært. Efter disse kæmper bliver det løst igen.

Sidst i bogen kommer et par mere dybtgående kapitler om pædagogik og det nye dannelsesideal, forfatteren går ind for med inddragelse af både Løgstrups etik og universets orden. De er gode, men der er en påfaldende forskel på det (for) letlæste sprog i bogens historiske del og den strengt esoteriske behandling af dannelsesidealet til slut.

Der står mange kloge ting i bogen, der er velegnet som introduktion til et stort emne for interesserede lærere. Men kun under forudsætning af, at man supplerer med andre kilder, hvis et afsnit skal inspirere til et undervisningsforløb. De sidste to kapitler kan til gengæld danne udgangspunkt for en studiekreds blandt lærere

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser