Dato: 05. September, 2009
Forfatter: Troels Borring , formand for Efterskoleforeningen
Mange gode råd til alle efterskoler i ny rapport om sårbare unge

Sårbare unge på efterskole er overskriften på en rapport, som er udarbejdet af Annette Vilhelmsen og Ulla Højmark Jensen på grundlag af undersøgelser foretaget af Elisabeth Berg fra Sønder Nærå Fri- og Efterskole. 


Midlerne til projektet er kommet fra forsøgs- og udviklingspuljen, som blev bevilget af Efterskoleforeningens bevillingsnævn 2008–2009. De øvrige projekter har også fortjent fuld opmærksomhed og de er at finde på Efterskoleforeningens hjemmeside. Der er ualmindeligt mange gode input i disse ”skrifter” til det daglige arbejde på skolerne.


Når jeg vælger at fremhæve et enkelt her, er det fordi, der er noget for enhver skole i den her rapport. Vi har rigtig mange elever og vi ved af erfaring, at skoleåret meget hurtigt byder på særlige udfordringer i elevgruppen.

En ”sårbar ung” er ikke sådan lige til at definere - hvem er det lige og hvordan ser vedkommende ud? ”Det sårbare” udspringer ofte på helt andre måder og platforme, end det vi lige kan se med det blotte øje.


Alle har mødt situationer i hverdagen, hvor en tilsyneladende velfungerende elev ”mister fodfæste” og i værste fald må forlade skolen.


Rapporten giver en glimrende indsigt i målgruppen.

”Det er en gruppe, som giver de ansatte på efterskolerne ganske mange udfordringer, men samtidigt en gruppe unge, som ofte profiterer særligt af et efterskoleophold. Det er derfor vigtigt at skolerne løfter denne opgave bedst muligt”.

Der er to mere specifikke definitioner:


1. Erkendt sårbarhed – unge med en diagnose, som kendes inden efterskoleopholdet påbegyndes eller som opdages meget hurtigt.

2. Uerkendt sårbarhed – unge som har forskellige grader af faglige, sociale eller psykiske vanskeligheder, som skolerne ikke kender på forhånd”.

Der er gode anvisninger og råd – til skolerne og til Efterskoleforeningen.


”Jo mere viden vi har om de unge, jo større er muligheden for at kunne sætte professionelt og hurtigt ind. Det kræver en større åbenhed mellem skoler og elever/forældre/kommuner.”


”Det anbefales, at Efterskoleforeningen sender et klart signal til såvel efterskolerne som Undervisningsministeriet om, at arbejdet med de sårbare elever skal prioriteres og tydeligt anerkendes”


Vi kan ikke undgå et vist frafald i skoleformen – omvendt er jeg heller ikke i tvivl om, at vi ved at bruge de mange fælles erfaringer, vi har, kan medvirke til at frafaldsgruppen bliver så lille som muligt.


Der skal ikke være tvivl om, at Efterskole-foreningen imødekommer den anbefaling og det er et formuleret indsatsområde i de kommende 2 år.


En opfordring til alle om at læse rapporten – der er ”guldkorn” til enhver bestyrelse og medarbejdergruppe.



Læs rapporten her: Sårbare unge


UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser