Dato: 23. February, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
Det skal ikke være et martyrium at være efterskolelærer. Det er holdningen på Askov Efterskole, der uddanner lærerne i at passe på sig selv i relationen til elever og forældre Pludselig er middagspausen gået. Hun nåede aldrig ind på lærerværelset til en kop kaffe med kollegerne, som hun egentlig havde tænkt sig. I stedet gik tiden med at låse en dør op for en elev i den anden enden af hovedbygningen og en lang samtale med en ulykkelig pige, der havde brug for at snakke med sin kontaktlærer nu og her.
31-årige Line Starup Petersen elsker sit arbejde som efterskolelærer på Askov Efterskole. Men ved også, at hun nogle gange skal huske at sige "nej" til eleverne. Det er bare nemmere sagt end gjort. Heldigvis er Line Starup Petersen ikke alene om at være opmærksom på at passe på sig selv. Skolens ledelse bakker op med et udviklingsprojekt, der blandt andet skal give Line Starup Petersen og hendes kolleger redskaber til at sige fra, så de ikke brænder deres lys i begge ender.
Relationsarbejdet griber og udfordrer
»Jeg kunne ikke have valgt bedre. Jeg elsker, at se eleverne i alle sammenhænge og opbygge relationer til dem, der gør, at jeg kan få dem til alt muligt i min undervisning. Jeg er meget optaget af, hvordan relationen til eleverne bliver bedst,« siger Line Starup Petersen, der udover at undervise i kunst og design, dansk og kulturfag også er en del af den task force, der tager sig af de meget sårbare piger i elevflokken.
Line Starup Petersen er grebet af relationsarbejdet i lærerfaget, men samtidig er det også den del af jobbet, der til tider udfordrer hende mest.
Magtesløs i kontaktlærerfunktionen
»I kontaktlærerfunktionen ligger der et stort ansvar for, at eleven har det godt. Og jeg kan føle mig magtesløs i de situationer, hvor jeg kan se, at det, jeg siger, ingen hjælp er til for eleven,« siger Line Starup, der indimellem oplever, at hendes tanker bliver ved med at kredse omkring en elev, når hun har fri. Et signal, der minder hende om, at hun skal passe på sig selv.
»Jeg er meget opmærksom på, at mit arbejde ikke kommer til at æde mig. Jeg ved, at jeg skal være bevidst om ikke at stå til rådighed hele tiden og for eksempel sige fra overfor en elev, der har brug for en lang snak på en friaften, eller bede en anden elev få frokostvagten til at låse døren op,« fortæller hun.
Lærere sætter sig selv på spil
Line Starup Petersen er langt fra alene om at skulle øve sig i at sige fra over for elever, fortæller Helle Barnhøj, Askov Efterskoles 39-årige forstander og tidligere lærer på skolen.
»Relationen er omdrejningspunktet på efterskolen. Som lærer sætter man sig selv på spil hele tiden. Man har en forventning om at gøre en positiv forskel for de unge, og det får dig til at give køb på dig selv i mange situationer. For den engagerede kontaktlærer til en sårbar elev med ondt i livet, kan det være vanskeligt at sætte en grænse for graden af sin involvering. I forhold til eleven, der befinder sig i en umulig forældre-barn relation, ligger det lige til højrebenet at påtage sig opgaver, der egentlig hører forældrerollen til, og pludselig har man måske skabt splid i familien. Og i relation til en fortvivlet mor kan det være nærliggende at påtage sig rollen som kontaktlærer for hende også,« opremser Helle Barnhøj rækken af faldgruber.
Det må ikke blive et martyrium
»Men giver du for meget af dig selv, trækker det for meget på dine personlige ressourcer, og det kan være svært at leve med år efter år. Du er nødt til at være sammen med eleven, så du kan være i relationen og ikke oplever, at du giver mere, end du får. Det må ikke blive et martyrium at være efterskolelærer,« fastslår hun.
I sit arbejde som leder, holder Helle Barnhøj derfor øje med symptomer på begyndende udbrændthed blandt lærerne
»Vi har en aftale om, at det er i orden at brokke sig og få luft indimellem. Men hvis jeg oplever, at en lærer begynder at brokke sig meget, trække sig fra opgaver eller misse deadlines, så plejer jeg at prikke ham eller hende på skulderen og spørge, hvordan det går,« fortæller hun.
Jeg blev drænet
41-årige Henrik Hjort Pedersen, der er lærer på Askov Efterskole, kender symptomerne på udbrændthed fra et tidligere arbejde som lærer på en døgninstitution for anbragte unge.
»Vi gav og gav til de unge, der sugede til sig, men ikke selv havde særlig meget at give. Jeg blev drænet og så mine kolleger falde som fluer,« fortæller Henrik Hjort Pedersen.
Oplevelsen har gjort ham meget bevidst om sin henholdsvis private, personlige og offentlige sfære.
»Jeg giver meget på det personlige plan og bruger blandt andet anekdoter fra mit eget liv til at eksemplificere, hvordan man også kan handle. Her er det vigtigt, at jeg er troværdig og autentisk, så eleverne kan fornemme mig. Men min private sfære, det jeg har inde i mig selv, holder jeg for mig selv,« siger han.
Henrik Hjort Petersen er kontaktlærer i en særlige task force for vanskelige og udadreagerende drenge. Alligevel oplever han, at balancen imellem, det han giver og det han får i arbejdet som efterskolelærer, falder ud til hans fordel.
»Når jeg ser den udvikling, jeg kan være med til at skabe. Jeg kan få et barn til at trives og smile. Så oplever jeg, at jeg får meget mere, end jeg giver. Jeg brænder i allerhøjeste grad for mit arbejde og oplever at samspillet med eleverne og mine kolleger giver mig rigtig meget energi,« siger han.
Mindre brok på lærerværelset
Askov Efterskole har iværksat et udviklingsprojekt, hvor to eksterne konsulenter Steen Østrup og Jeppe Løgstrup, giver lærerne redskaber til at skabe gode relationer til eleverne, blandt andet ved at sætte egne grænser. Lærerne opfordres til at åbent at fortælle om relationer, de oplever er svære og får hjælp til at være styrke relationen uden at gå på kompromis med sig selv. I små kontaktlærerteams bestående af to lærere sås desuden de første frø til det, der med tiden skal bliver til kollegial supervision.
»Vi er i gang med bevidsthedsgørende proces, hvor lærerne bliver vant til at tale om udfordringer i forhold til eleverne og hente hjælp hos deres makker. Det et langvarigt projekt, hvor vi tager et skridt af gangen. Men jeg hører allerede mindre brok på lærerværelset, og det tager jeg som et tegn på, at projektet allerede nu hjælper lærerne til at passe på sig selv,« siger Helle Barnhøj.