Dato: 29. March, 2011
Forfatter: Povl Asserhøj
, Medlem af bestyrelsen og formand for Juridisk/økonomisk enhed
Overskriften er ikke en, jeg selv har fundet på, men derimod et udsagn, som er fremsat under de nu afsluttede overenskomstforhandlinger. Denne artikel handler ikke om efterskolelærernes løn, og den handler heller ikke om deres arbejdstid – den handler derimod om det aftalesystem, som har ”skabt” det lønsystem og den arbejdstidsaftale, som vore (frie) skoler er underlagt.
Forud for overenskomstforhandlingerne – i november 2010 – formulerede Personalestyrelsen / Finansministeriet et meget velskrevet og ganske visionært debatoplæg under overskriften: ”Behov for nytænkning.”
I finansminister Claus Hjort Frederiksens forord hedder det bl.a.: ”Et centralt element er en forenkling af overenskomsterne, så der bliver bedre rammer for opgaveløsningen. Det gør vi ved at bidrage med fleksible, forståelige og anvendelige vilkår, der kan tilpasses opgaverne og forholdene på de enkelte arbejdspladser.”
I det indledende afsnit, som har overskriften: ”På vej mod OK11 – på vej mod enkle og fleksible overenskomster” hedder det bl.a.: ”På undervisningsområdet er der et påtrængende behov for at få tilpasset arbejdstidsreglerne til den udvikling, der har været i undervisningen og skolestrukturen.”
Og i afsnittet om: ”Lærernes arbejdstid” hedder det bl.a.: ”Nye undervisningsformer og lærerroller har set dagens lys, men arbejdstidsreglerne er ikke fulgt med udviklingen. Lærernes arbejdstidsregler understøtter skolen af i går.”
Nu har vi så fået en ny to-årig overenskomst, som gælder frem til 2013. Heri hedder det bl.a.: ”Overenskomstparterne er enige om frem mod forhandlingerne i 2013 at se på, hvordan de overenskomstmæssige rammer i staten kan nytænkes. I dag fremstår de overenskomstmæssige rammer utidssvarende, komplicerede og ufleksible.” (Kursiveringerne står jeg selv for).
Hvis vi på den baggrund skal opsummere den overenskomstmæssige udvikling fra 2008 til 2013, så kan man konkludere, at vi i 2008 fik en midlertidig overenskomst med store lønstigninger, fordi politikerne troede, at vi var et rigt samfund, men vi fik ingen forbedringer i arbejdstidsaftalen. Aftalen fik betegnelsen ”midlertidig”, fordi aftaleparterne indså, at lønstrukturen var uhensigtsmæssig, og var enige om, at vi så i 2011 skulle have en ”ny” lønstruktur.
System til skolen af i forgårs
Nu har det så i mellemtiden vist sig, at vi alligevel ikke var et rigt samfund, så nu har vi forlænget den midlertidige aftale frem til 2013, og heller ikke denne gang fik vi nogen form for forbedring af arbejdstidsaftalen, selvom den, vi har, understøtter skolen af i går – eller måske snarere i forgårs.
Nu kan vi så se frem til 2013, og med mindre vi inden da får nogle mere modige og mere visionære politikere og nogle mere visionære og mindre reaktionære fagforeninger, så vil vi i 2013 forlænge den midlertidige aftale frem til 2015, med den eneste substantielle ændring, at vi så stryger ”midlertidig”.
Som sagt, så handler dette indlæg ikke om overenskomsten, for i virkeligheden er resultatet af overenskomstforhandlingerne bare et symptom på det velfærdssamfund, som vi har udviklet – et samfund, som mangler evne og vilje til at gennemføre grundlæggende reformer og til at ændre åbenlyst uhensigtsmæssige systemer og aftaler.
Så måske skulle overskriften mere passende have været: ”Et tilsandet samfundssystem.”
Lad mig afslutningsvis i al stilfærdighed erindre om, at et samfund, der ikke har evne og vilje til at forny sig selv, uundgåeligt vil gå til grunde!