Dato: 23. February, 2011
Forfatter: Kathrine Svane Christiansen , Medlem af Styrelsen
Vi har taget initiativ til mere aktivistisk markedsføring, skriver formanden for Efterskoleforeningens Kommunikationsenhed

Endnu et foreningsår nærmer sig sin afslutning, måske sidder du endda med bladet i hånden under årsmødet og kommer forbi netop dette. Personligt er det mit 10. årsmøde som ansat i skoleformen, og det fjerde jeg har haft mere eller mindre indflydelse på i kraft af mit styrelsesarbejde.
Hvert år forsøger vi at lave en god og indholdsrig weekend, hvor der er mulighed for at være sammen med dem man kender og for at mødes i nye sammenhænge. Hvert år gør vi også noget for, at der er høj grad af genkendelighed, samtidig med at man kan opleve nye tiltag. I år ligger det nye tiltag dog uden for selve weekenden i form af kursus om markedsføring og internationalt seminar om fredagen. 101 deltagere fra 42 skoler til det internationale og 85 deltagere fra 48 skoler til markedsføringskurset, det er meget godt for en debut, tak for det.

Årsmødet er ved at nærme sig det absolut maksimale antal. Aldrig før har der været så mange tilmeldte, det er positivt. En forening lever kun godt, når medlemmerne interesserer sig for og deltager i de demokratiske processer. Det tvinger os uvilkårligt ud i overvejelser omkring placering af årsmødet. Måske er tiden kommet til at søge nye lokaler, og dermed også at nytænke årsmødets struktur? Det er en spændende udfordring.

Fra kommunikationsenhedens side har vi de seneste år lagt stor vægt på at komme ud med budskabet om, at det ikke kun er foreningen, der skal markedsføre skoleformen, men også skolerne selv. Vi har taget initiativ til mere aktivistisk markedsføring, der på forskellig vis kan bruges af skolerne til at komme i medierne, men som også sætter fokus på det, vi er gode til som helhed. Og når projekterne tilmed kan bruges til undervisning i medborgerskab, globalisering eller det internationale, så har alle vundet.
Jeg tænker naturligvis her på Danmarks Indsamling, som i år slog alle rekorder. Antallet af deltagende skoler var det højeste endnu, omtalen i aviser, radio og på tv var enorm, og det indsamlede beløb var flot. Og nej, vi skal ikke sælge vores sjæl for ussel mammon eller bare følge med som lemminger! Det handler om at mærke efter om man kan se sig selv i projektet. Det var der mange skoler der kunne – til alle skolers gavn.

Et andet initiativ der blev prøvet af sidste år i maj, var Efterskolernes Dag i Tivoli. Det var med blandet succes for de deltagende skoler. Vejrguderne havde nok en del af skylden her. Vi har desværre ikke i år kunnet blive enige med Tivoli om en egnet dato for et fælles arrangement, men det behøver ikke forhindre os i at indtage Tivoli. Alle skoler har mulighed for at optræde til noget Tivoli kalder et ”ekstraarrangement”. Det er en 30 minutters optræden på Plænen på hverdage, altså ikke fredag-søndag. Hvis man skulle have lyst til det, kan Sune Kobberø give yderligere information.

Til sidste års Efterskolernes Dag havde vi en parallel kampagne i Ålborg, der skulle få unge ålborgensere til at vælge et år på efterskole. Om kampagnen virkede er svært målbart, men de nordjyske skoler var overvejende positive. I år skal vi forsøge at komme ind i alle de større byer i Danmark. Hvordan er endnu uklart, men vi har inviteret en repræsentant fra alle regionsbestyrelser til en arbejdsgruppe den 22. marts, hvor vi vil tage hul på udfordringen. Samme arbejdsgruppe mødes igen i starten af april, hvor Sune Bang har lavet et oplæg til årets kampagne. Målet er selvfølgelig, at byerne kommer til at mærke kraften fra efterskolerne, og at de unge, der er parate til det, mere end overvejer at tage på efterskole. Måske bliver det første år ikke til at mærke, men vi skal ind i byerne, og det er ikke gjort med ét forsøg.

Hvor enestående vi end er som skoler, kan vi ikke stå alene. Det er mere end nogensinde vigtigt, at vi deler ud af de gode (og dårlige) erfaringer, at vi står sammen om at udbrede kendskabet til skoleformen. Hvordan vi står sammen, om det er regionsvis eller på grund af fælles interesser, er i princippet lige meget. Det vigtige er at der er larm, og ikke mindst at vi også holder fast i den fælles larm en gang om året.

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser