Dato: 20. January, 2012
Forfatter: Svend Krogsgaard
, Journalist
På Hou Maritime Idrætsefterskole er alle lærere og elever blevet udstyret med en iPad. Det har boostet lærernes fokus på læring
Koncentrationen er til at få øje på. Over alt i lokalet er der elever, som har øjnene fokuseret på den lille computertablet. Nogle står med den, en sidder for sig selv, andre sidder i grupper, nogle skriver, nogle er på nettet, nogle fotograferer med den, og andre har ladet deres ligge på et bord, mens de selv er ved at lave noget i den virkelige verden. Eleverne på Hou Maritime Idrætsefterskole har ”fagdag” i dansk og arbejder alle med aktiviteter, der udspringer af en bog, de har læst. iPad´en er i den forbindelse elevernes skoletaske, penalhus, lærebog, skrive-maskine, videokamera. Ja den er i de fleste sammenhænge deres eneste redskab.
De mange iPads er resultatet af skolens beslutning om at udstyre alle elever og lærere med den lille computer fra begyndelsen af dette skoleår.
»iPad´en har motiveret både lærere og elever, og den har øget lærernes fokus på læring,« fortæller forstander Peter Gordon og tilføjer, at den lille computer har gjort mange ting lettere.
En ny struktur
Lærer Heidi Zülau Jørgensen synes, at iPad har haft en særdeles positiv indvirkning på skolehverdagen. Hun forklarer, at den lægger en ny struktur ned over undervisningen. En struktur der er båret af, at alle ting er samlet et sted, at alle elever har adgang til de samme redskaber, og at mange ting er blevet meget lettere.
»Vidensdeling, hvor eleverne sender tekster, billeder, lydfiler eller links til hinanden foregår nemt og ubesværet, fordi alle elever og lærerne har de samme muligheder,« siger Heide Zülau Jørgensen og tilføjer, at de nye ipads også har givet et spark til elevernes
motivation og til deres aktivitetsniveau.
»Det er let at lave meget flotte og præsentable ting på iPad´en, og det øger helt klart elevernes motivation,« siger hun og tilføjer, at det til gengæld stiller øgede krav til lærerne om at have fokus på indholdet.
Fokus på indhold
Heidi Zülau Jørgensen forklarer, at når det er så let for eksempel at producere en videofilm på iPad´en, er det lærerens opgave at fastholde eleven på, at det ikke er nok med smarte klip, skæve vinkler eller sjove effekter.
»Vi skal udfordre eleven ved at fokusere på, hvad det er for en historie, der fortælles i filmen, og sikre at de fokuserer på, at det tekniske skal understøtte fortællingen,« siger Heidi Zülau Jørgensen og forklarer, at det som i al anden undervisning er lærerens rolle at flytte fokus fra form til indhold. Det kan dog ind i mellem være en udfordring blandt andet fordi lærernes viden om programmerne ikke altid er lige fyldestgørende.
Nye krav til lærerne
»Mange gange er eleverne bedre til at bruge programmerne end jeg er,« siger Heidi Zülau Jørgensen og tilføjer, at hun dog ikke ser det som et problem, da hendes opgave netop er at fokusere på læringen. Hun fortæller, at det på mange måder har været en udfordrende proces, fra hun uden særlige IT-forudsætninger i sommerferien stod med en IPad og vidste, at når eleverne kom i august skulle den være omdrejningspunktet for undervisningen.
Hun skulle skabe sig overblik over mulighederne og have styr på, hvordan den virker. I den forbindelse har alle lærere på skolen haft et par eftermiddage, hvor de har fået undervisning i hvordan iPad´en fungerer, og hvilke programmer der findes til den.
»Det er ikke voldsomt meget tid, vi har brugt på at efteruddanne os i brugen af iPad´en, men til gengæld er alle lærere på skolen hele tiden optagede af at udveksle viden om, hvordan man kan gøre det ene og det andet,« siger Heidi Zülau Jørgensen og fortæller, at lærerne efter hendes mening har været rigtig gode til at se på muligheder i stedet for at lade frustrationerne tage over.
Læring i centrum
»Vi er jo begyndt på det her med det samme udgangspunkt. Alle har stået på mere eller mindre bar bund,« siger Heidi Zülau Jørgensen og forklarer, at det på mange måder har gjort det lettere for folk at spørge dumt, og på den måde har det været med til at skabe en positiv stemning i lærerkollegiet og et øget fokus på læring.
Herdis Wulff, der også er lærer på skolen, oplever, at der ud over den konstruktive tilgang til arbejdet med iPad´en i dette skoleår har været langt flere diskussioner på lærerværelset om læring end tidligere.
»Man kan sige, at iPad´en har boostet vores fokus på læring,« siger hun og forklarer, at det er med til at kvalificere lærernes arbejde, men at der stadig er et stort potentiale i forhold til hvordan iPad´en kan udnyttes.
Gentænkning af didaktikken
Professor ved AAU-København, Birgitte Holm Sørensen, fortæller at netop fokus på læring er nøgleordet i forhold til at arbejde med IT i undervisningen.
»Teknologierne kalder på en gentænkning af didaktikken,« siger hun og forklarer, at det både gælder i forhold til indholdet i de enkelte fag, i forhold til hvordan fagene kan arbejde sammen, og i forhold til hvordan man tilrettelægger undervisningen.
»Man skal spørge sig selv, hvordan IT kan facilitere læreprocesserne, og gøre det nemmere for eleverne at lære,« siger Birgitte Holm Sørensen. Hun ser i den sammenhæng de mange forskellige tilgange til læring,
teknologien tilbyder, som et kæmpe plus.
»Hurtig informationssøgning, lyd, billede, animation og lignende giver forskellige læringstilgange,« siger hun og tilføjer, at teknologien derfor er med til at gøre det lettere at differentiere undervisningen. I den sammenhæng må man dog ikke tro, at teknologien gør det alene.
»Vi har forskning, der peger på at læringskurven stiger i forbindelse med brugen af teknologi, men det er ikke teknologien alene der giver resultaterne. Det hænger sammen med måden undervisningen organiseres på,« siger Birgitte Holm Sørensen.
Nyt magtforhold i klasselokalet
Lærernes opgave bliver således at fastholde indhold og dybde i undervisningen, samt at tilrettelægge en undervisning, der tager hensyn til både dygtige og svage elever. I den sammenhæng ser Birgitte Holm Sørensen en ændring af magtforholdet i klasserummet.
»Eleverne har ofte flere kompetencer i forhold til brugen af IT end lærerne. Lærerne kan med held trække på disse kompetencer, og derved ændres magtforholdet i undervisningen,« siger hun og tilføjer, at lærerne bør acceptere denne nye magtfordeling. En konsekvens af en sådan accept er, at lærerne bør bruge den største del af deres efteruddannelse på IT-didaktiske overvejelser og ikke kun tekniske færdigheder.
»Teknologien udvikler sig så hurtigt, at det let bliver en umulig opgave at have styr på alle programmer, websteder og lignende,« siger Birgitte Holm Sørensen og tilføjer, at det derfor er klogt at udnytte elevernes kompetencer, men selvfølgelig også at skabe netværk med andre lærere for at sikre en høj grad af vidensdeling.
Håndværk og dannelse
Forstander på Hou Maritime Idrætsefterskole, Peter Gordon, oplever at iPad´en har sat både vidensdeling og læring på dagsordenen.
»Dimsen, som vi kalder den, har udfordret lærerne, så de fokuserer på, hvad den gør ved læringsrummet,« siger han og forklarer, at det for ham er vigtigt, at lærerne har fokus på, hvordan man stiller de gode opgaver. Eleverne skal så have overblikket over, hvordan iPad´en kan bruges til at løse opgaverne. Det kræver dog efter Peter Gordons opfattelse, at eleverne får en større håndværksmæssig kunnen.
»iPad´en kan fantastisk meget, og vi udnytter ikke dens fulde potentiale. Det kommende skoleår har vi derfor planer om at lave undervisning i brugen af den,« siger han og tilføjer, at det også er planen at undervise elev-erne i mere etiske problemstillinger omkring den digitale hverdag.
»Vi kan se, at når alle har en iPad, ændrer det på, hvordan vi agerer i det offentlige rum. Vi laver derfor næste år et fag, vi kalder digital dannelse, her vil vi se på, hvordan man bruger digitale redskaber i det offentlige rum med respekt for andre,« siger Peter Gordon.
svend@magasinhuset.dk