Dato: 11. May, 2010
Forfatter: Anette Vilhelmsen
, pædagogisk konsulent og politiker
Brug for diskussion om, hvem og hvad der afgør, hvornår unge er klar til vigtige beslutninger i deres liv, lyder det i synspunktet Efterspil
Nogle gange sker der pludselige omvæltninger i ens liv, som gør, at man må stoppe op og lige overveje, hvordan det er, verden ser ud. Jeg har lige mistet både min far og svigerfar inden for 6 uger, og det har givet anledning til både mange samtaler og stille stunder. Af hele dette tankemylder står der meget tilbage. F.eks. hvordan vi argumenterer, når det drejer sig om unges tilgang til modenhed og parathed i forhold til at kunne tage beslutninger om deres videre liv – her uddannelsesliv.
Min farfar kom ud og tjene som syvårig. Det var en lidt beskyttet plads, da den var hos en onkel. Jeg græd som barn, når han fortalte, at han ikke måtte komme hjem juleaften, fordi han skulle passe dyrene. Og hvordan han alligevel slap af sted og løb gennem mosen – hjem til jul. Julenat gik han med sin far i hånden tilbage gennem mosen. Sådan blev det jul.
Min far kom i lære som 14-årig. Han fik fri fra sin læreplads den dag, han blev konfirmeret. Hele sin læretid betalte han sin løn hjemme og fik lommepenge fra sin far. Hans ungdom bestod af én dag – nemlig fridagen efter konfirmationen. Herefter var han at regne for voksen og deltog i familiens liv på lige fod med sine forældre.
Jeg kom i lære, da jeg var 17 år. Da jeg var 19 år, var jeg udlært og havde en orange Mascot. Så gik turen til højskolen, senere Den Frie Lærerskole og endnu senere har jeg læst videre. Fra jeg var 18 år har jeg klaret mig selv økonomisk, og turene i Mascotten var det ultimative symbol på at være voksen.
Mine børn er nu i gang med uddannelse. Der har været en lidt glidende overgang både med hensyn til opgaver og økonomi. Det er svært at læse på universitetet, købe bøger, bo i lejlighed og dyrke sport uden der følger lidt økonomisk hjælp med og gerne naturalier.
Min svigermor blev gift, da hun var 17 år. Da hun var 22 år, havde hun 4 børn og en købmandsbutik. Min svigerfar blev komis i en brugs, ikke af lyst men det var der, der var en plads. Han kom selv ud og tjene som 14-årig og klarede siden egen butik, kone og børn.
Hvor vil jeg nu hen med alle disse små historier? Jeg vil gerne diskutere, hvem og hvad der afgør, hvornår unge er klar til vigtige beslutninger i deres liv. Er de f.eks. klar til et uddannelsesvalg i 9. klasse, eller sker det mest kvalificeret i 10. klasse? Er elever i 8. klasse for unge til at gå på efterskole, eller er det netop i 8. klasse, at de har brug for nye udfordringer i forhold til kammerater, hjemlige forhold med mere?
Jeg ved ikke hvad det bedste argument skal være, men jeg kan se, at vi (de voksne, lærerne, vejlederne, politikerne, mode- og mediefolk med flere) hele tiden prøver, som i et andet spil kort, at spille det rigtige es ud. Vi kan spørge os selv, om argumenterne er båret af interesse for samfundets behov, skolernes økonomi eller de unges personlige og sociale udvikling. Jeg tror ikke, der findes endegyldige svar på, hvornår unge er klar til efterskole og til uddannelse. Måske er det mere interessant at spørge, om skolerne – uanset om det er efterskoler eller ungdomsuddannelser – er klar til de unge?