Dato: 21. September, 2011
Forfatter: Ann E. Knudsen , Hjerneforsker
Børn og unge bør i læringssituationer have hjælp til at knytte noget følelsesmæssigt til stoffetVi har lige mindet 9/11 på 10 årsdagen for tragedien, og samtlige sendeflader har været fyldt ud med fortællinger fra overlevende, brandmænd og øjenvidner. Alle, som var voksne 9/11, har – uanset om de var i nærheden af New York eller ej - en forbløffende minutiøs hukommelse for, hvor de var og hvad de foretog sig på netop den dag, mens dagen før og efter kan være helt væk. Netop dette faktum kan lære os noget vigtigt om, hvordan hukommelse fungerer hos både børn og voksne.

Når hukommelsen fæstner nogle hændelser og erfaringer over tid kaldes det konsolidering. Denne proces kræver både opmærksomhed, sammenhæng og gentagelse. Men når en information er konsolideret, så ved vi, at langtidshukommelsen har adgang til forbløffende mængder af information, og en vigtig hjælpefunktion, når noget skal lagres er en hjernestruktur dybt inde i hjernen – hippocampus.

Vi ved også, at vi omstrukturerer vores hjerne om hver gang, vi lærer, oplever eller føler noget. Et aspekt ved vor hukommelse er altså også, at vi konstant omstrukturerer hjernens struktur og funktion. Men konsekvenserne af den konstante ændring af hjernen rækker videre. Fx kan oplevelser i barndommen ændre hjernestrukturen på måder, som har betydning for adfærd og muligheder for at håndtere stress – selv i voksenalderen.

Livet er fuld af ting, man skal huske. Pinkoder, telefonnumre, indkøbssedler, navne på historiske personer, vigtige faglige ting enten til formidling eller til eksamen for slet ikke at tale om navnene på de nye elever. Og nogle gange kan det føles som om, at hukommelsen bare ikke er "stor" nok.

Men der findes masser af måder, at lære at huske bedre. Både ved at træne hjernen så den bliver bedre, men også ved at bruge nemme huskemetoder. Hvilket bestemt heller ikke er uvæsentligt, hvis vi gerne vil have andre mennesker til at huske, det vi fortæller, uanset om det er henvendt til elever, arbejdskolleger eller familiemedlemmer.

Et kendt forskningsforsøg handler om, at forsøgs¬deltagere kortvarigt bliver vist 20 ord ét ad gangen, og derefter skal deltagerne gengive ordene i vilkårlig rækkefølge. Resultatet af forsøget er entydigt: Forsøgsdeltagerne husker de fleste ord fra starten og slutningen af sekvensen, mens det kniber med at huske dem i midten.

Forskernes konklusion er, at de første ord allerede er nået over i langtidshukommelsen, mens de sidste ord endnu befinder sig i korttidshukommelsen. Ordene i midten er imidlertid i en ”gråzone”, hvor de er i færd med at blive flyttet fra den ene type hukommelse over til den anden og derfor ikke er fast forankret i nogen af dem.

Denne ”gråzone” eller dette overgangsstadie er afhængigt af forskellige påvirkninger før end informationer overføres fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen. Først og fremmest er der ingen tvivl om, at oplevelser som aktiverer det limbiske system, altså påvirker os følelsesmæssigt, har størst chance for at blive lagret eller konsolideret i hjernen.

Det interessante ved at følge dokumentarprogrammerne fra mindedagen for 9/11 var netop, at den voldsomme følelsesmæssige involvering var begrundelsen for den minutiøse hukommelse, og nok så interessant – de interviewede teenagere huskede først og fremmest begivenhederne formidlet gennem en voksens følelsesmæssige tilstand eller engagement. Nogle teenagere fortalte, at det var deres forældres reaktion som formidlede alvoren andre at det var en lærers. En af de interviewede sagde direkte, at han havde både set og hørt om angrebene på tårnene, men først da hans matematiklærer begyndte at græde, forstod han, hvad han så!

Denne dyrekøbte erfaring fra 9/11 viser os altså, at børn og unge i læringssituationer skal have hjælp til at knytte noget følelsesmæssigt til stoffet - gerne gennem en lærers engagement – hvis alle de gode pointer, læreren gerne vil plante i eleverne, skal blive i deres hjerner og gerne må dukke op igen når det bliver relevant – eventuelt til en afsluttende eksamen.
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser