Forfatter: Ellen Trane Nørby
, MF, V
Besparelser skal ske på en måde, der ikke underminerer hele efterskoletraditionen, skriver Venstres Ellen Trane Nørby i synspunktet Efterspil”Hej jeg hedder Carsten, og jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at I ikke må skære på efterskolerne,.”
”Hej jeg hedder Leo…!” ”Jeg hedder Anne, og vil gerne fortælle om oplevelse på efterskole.”
I de seneste par uger er der strømmet mails og facebookhilsner ind i min inbox. Det sker oftere og oftere, at der orkestreres en strøm af mails som en del af moderne kampagner rettet mod politikerne. Men hvor jeg hver dag irriteres over standardiserede mails om hvaldrab på Færøerne og protester mod Hundeloven, hvor det åbenbart ikke er gået op for initiativtagerne, at copy-paste kampagner kun skaber antiparti for sagen og budskabet, så har jeg læst hver og en af de mange henvendelser, jeg har fået fra såvel nuværende som tidligere efterskoleelever.
Hvorfor? Fordi de velargumenterede, og dem, der bestemt ikke er det, vidner om en opbakning og et engagement til efterskolerne, som er præcis så stor, som jeg håbede og forventede. De mange mails vidner også om de mange succesoplevelser, som unge putter i den menneskelige rygsæk i forbindelse med et efterskoleophold. Erfaringer og oplevelser, der styrker dem for livet og sætter dem i stand til at tage en ungdomsuddannelse, flytte hjemmefra, tage et ansvar, tage aktivt del i samfundslivet, blive voksne og forstå sig selv. For andre er efterskoleopholdet mere et pusterum, og for nogen bliver det desværre ikke den fantastiske oplevelse, de havde drømt om. Nogen savner det der hjemme så meget, at de giver op. For andre ender tiden brat, når de sendes hjem, fordi de ikke vil indordne sig under de regler, der gælder på efterskolen.
En af efterskolernes styrker er præcis mangfoldigheden. Et begreb som Efterskoleforeningen har arbejdet med gennem de senere år, hvor såvel efterskoleophold til udsatte unge, som større fokus på unge med en anden etnisk baggrund har stået højt på dagsordenen. Men mangfoldighed er vel også midten.
Hvis vi skal bevare den unikke skoleform som de danske efterskoler er, så skal vi også fremover sikre, at børn og unge fra alle samfundslag og alle typer familier fremover vil kunne tage et ophold på efterskole.
Reducerer vi skoleformen til kun at inkludere de velhavendes børn og så dem samfundet betaler for, så opnår vi snarere en kopi af de engelske boarding schools, hvor samfundets spidser og rødderne fra East End samles i en blanding som er forsøgt beskrevet af såvel Jakob Ejersbo i Afrika-triologien og af Guillou i Ondskab.
At sende sine børn på efterskole er i forvejen en økonomisk prioritering. Familierne betaler i forvejen noget, der svarer til en længere dannelsesrejse jorden rundt, og dermed er det noget vrøvl, når argumentet lyder, at forældrene bare kan betale selv.
Den globale finanskrise har sat den danske økonomi under pres, og det betyder, at alle skal være med til at bidrage til, at gælden kan blive betalt af. Det er et ansvar, vi alle har del i. Også efterskolerne. Betaler vi ikke gælden af, så vil konsekvenserne for alvor ramme samfundet og efterskolerne. Men besparelser skal ske på en måde, der ikke underminerer hele efterskoletraditionen, der har bidraget til såvel 95%-målsætning, som formet stærke og ansvarsbevidste unge. Mangfoldighed er også mellemindkomstgrupperne, og jeg har en klar forventning om, at ministeren lytter til de forslag, som er kommet til forbedringer.
Ligesom jeg glæder mig over, at det pres vi allerede har lagt, ser ud til at virke, glæder jeg mig over mailene fra Carsten, Leo og Anne i min inbox.
Ellen Trane Nørby er medlem af Folketinget for Venstre og sidder i bestyrelsen for en efterskole.