Dato: 10. December, 2010
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
De frie skoler risikerer at miste deres inderste kerne, hvis de glemmer at være anfægtende, demokratisk dannende og livsoplysende, lyder det i dette redaktionelle synspunkt
Sneen falder julehvid over Danmark. Det er tid for kærlige hilsner til hinanden. Men måske også et par kærlige svirp.
I dette efterår har en forstander, en forsker og i dette nummer en politiker her i bladet opfordret efterskolerne til at besinde sig på deres grundlag. Især er det grundtvigske afsæt udfordret, fordi det kræver, at efterskolerne har en opgave, der rækker langt ud over at lære de unge at læse og regne. Efterskolerne skal bruge deres lovmæssige frihed til at ville noget mere.
Men som Esben Lunde Larsen siger i dette nummer, skal man ikke forvente, at politikerne går foran og forsvarer de frie skolers ret til at være frie og til at danne modstrøm til de stigende krav om at stå mål med. De frie skoler må selv gå forrest i kampen.
Når 49 højskoleforstandere for et par uger siden gik ud i dagbladet Politiken med en klar holdning og modstand mod regeringens pointsystem, så var det ganske opsigtsvækkende. Fordi det sker så sjældent, at frie skolefolk blander sig i samfundsdebatten og forsvarer den ligeværdigheds- og frihedstradition, de frie skoler i bund og grund bygger på.
Højskoleforstanderne skrev således:
"Som forstandere på en række danske folkehøjskoler forsøger vi at møde vores elever med et menneskesyn, der bygger på åbenhed, tolerance, mangfoldighed, tillid og ansvar.
Det aktuelle politiske ønske om at vægte mennesker i point virker stik imod disse danske kerneværdier."
Det var befriende at høre de frie skolers stemme i den offentlige debat om et alment emne, der vedrører os alle og samfundet – og ikke kun den enkelte skoles økonomiske overlevelse. Nogle vil nok mene, at det er politisk ukorrekt i en tid, hvor det politiske system skal nurses og lobbyismen plejes for at være på talefod til næste finanslovsforhandling.
Problemet er blot, at de frie skoler risikerer at miste deres inderste kerne, hvis de glemmer at være anfægtende, demokratisk dannende og livsoplysende.
Jeg hørte for nylig filosof og erhvervsleder Morten Albæk udtale, at kunst kun har sin berettigelse som kunst, hvis den udfordrer så meget, at man må forholde sig til den. Den skal ikke være så pæn og poleret, at alle synes om den. For så er det ikke længere kunst, men ren og skær underholdning. Heri ligger også det grundsyn, at kunsten faktisk kun fortjener støtte, hvis den er så besværlig, kantet, tankevækkende og provokerende, at den opfylder en samfundsopgave, der ligger langt fra ren og skær underholdning.
Hvis efterskolen ikke på samme måde blander sig i debatten og insisterer på, at efterskolens opgave er så meget mere end blot at stå mål med, vil det næste spørgsmål oplagt være, hvad efterskolen egentlig kan, som ikke kan opfyldes i folkeskolen. Hvad berettiger så efterskolen?
Med et ønske om, at de frie skoler er lidt mere til besvær, ønskes alle en glædelig jul.