Dato: 02. November, 2011
Forfatter: Steen Hildebrandt,
, Professor
Gennem de seneste årtier er der opstået en stribe restproblemer i det danske samfund, der for en stor dels vedkommende har deres rod i uddannelsessektoren, skriver Steen Hildebrandt i dette synspunkt
Uddannelseslokomotivet er tordnet gennem landskabet op igennem den periode, hvor industrisamfundet for alvor blev udviklet, nemlig i sidste halvdel af 1900-tallet. Centralisering, koncentrering, professionalisering, fusionering, globalisering var nøgleord. Alt det kan der siges meget godt om. Og det er gjort. Men vi skal tage os i agt, så det ikke går os, som Jern-Henrik, der et sted siger: ”Jeg er faret vild, men jeg skyder en god fart”.
Op gennem de seneste årtier er der opstået, hvad jeg vil kalde en stribe restproblemer i det danske samfund, der for en stor dels vedkommende har deres rod i uddannelsessektoren.
I det danske samfund findes der en uhyggelig stor gruppe af mennesker, der er kørt ud på forskellige sidespor, alt imens hovedtoget buldrer frem med store pres og krav om høje præstationer, hurtige gennemførelsestider på studierne, specialundervisning i stadigt stigende omfang i folkeskolen, overalt krav om høje karaktergennemsnit, der offentliggøres og kan sammenlignes – dvs. nationale og internationale sammenligninger af karaktergennemsnit, to lærere pr. klasse, 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre (én af de eksisterende) ungdomsuddannelser, 60 pct. af alle unge skal have en (af de eksisterende) videregående uddannelser; flere unge end nu skal have en (hurtig) universitetsuddannelse, Danmark skal være blandt de bedste i Europa, i Verden, ja i universet, når det handler om målbare simple resultater inden for både det ene og det andet. Alt sammen sikkert godt nok og udtryk for én eller anden form for engagement.
Men, men! Ude på en række sidespor hober der sig stadig flere mennesker op, som næsten ingen opmærksomhed får. De er tabt. De er tabere. Det handler om mange ufaglærte mennesker. Det handler om mere end ét hundrede tusinde helt unge mennesker, der er uden for både uddannelses- og arbejdsmarkedet. Det handler om betydelige grupper af flygtninge og indvandrere, om kontanthjælpsmodtagere, om mennesker, der som meget unge har fået tildelt livsvarig invalidepension. Det handler om meget store grupper af ordblinde mennesker og mennesker, der er funktionelle analfabeter. Det drejer sig om arbejdsløse akademikere, der ikke reelt har udsigt til et arbejde i Danmark, der ligger inden for deres kompetencefelt. Og inden vi får set os om, drejer det sig desuden ikke bare om en stor gruppe arbejdsløse akademikere, men om en stor gruppe både inkompetente og arbejdsløse akademikere, der aldrig vil få et job svarende til deres formelle uddannelse, ikke primært fordi der ikke er ledige jobs, men ganske enkelt fordi de ikke har de kompetencer, som deres uddannelse formelt set skulle indebære.
Vi får ganske enkelt et stigende proletariat af arbejdsløse og udygtige akademikere. Der skal efter min opfattelse helt sikkert ikke flere unge mennesker ind på de eksisterende universiteter, men formentlig ind på helt andre, for nogles vedkommende endnu ikke eksisterende uddannelser.
Alt dette repræsenterer et selvstændigt og stort problem for alle disse mennesker og deres familier – isoleret set. Samtidig er det et kæmpemæssigt socialt og velfærdsmæssigt problem. Man kan med nogenlunde stor sikkerhed sige, at mange af de grupper af mennesker, jeg har omtalt oven for, umiddelbart set ikke har de nødvendige kompetencer til at kunne deltage i de produktions- og værdiskabelsesprocesser i samfundet, der skal finde sted i Danmark i fremtiden. Medmindre…?
Mange af disse problemer kan ikke og bliver ikke adresseret og håndteret inden for de eksisterende uddannelser og systemer. Men de er der, og de er alarmerende i omfang og alvorlighed. Et gigantisk problemkompleks, som den nye regering må adressere. Og som er så sammensat, at det formentlig kun kan adresseres og håndteres, såfremt flere ministerområder involveres og bidrager. Og det er en hastesag!