Dato: 24. February, 2010
Forfatter: Annette Vilhelmsen
, pædagogisk konsulent og politiker
Synspunkt af pædagogisk konsulent og politiker Annette VilhelmsenEgon Olsen fra Olsen banden havde en plan. Vi har lige bygget om i vores hus – og havde en plan. Alle unge skal have en plan. Regeringen har en plan. Kommunerne har planer. Vi har planer for ferier, fremtiden, ungdommen og alderdommen. Oven i købet har flere og flere en GPS – som via satellit kan være med til at lægge et utal af planer.
Hvad er det så, der gør – at Egon Olsen alligevel kom galt af sted. At vores håndværkere alligevel havde en dør med, som var to cm for høj. At vi alle på et eller andet tidspunkt befinder os på en vej i landskabet, vi ikke havde tænkt os – eller at ca. 20 % af de unge alligevel ikke finder vej i uddannelsessystemet?
Ja, Egon Olsen skulle måske have fundet nogle andre venner. Vi skulle måske have sikret os at både murer og tømrer havde læst den samme tegning – og de unge skal være helt sikre på, at både de selv, deres forældre, deres vejleder og uddannelsesstederne læser det, der står i uddannelsesplanerne.
Jeg vil gerne sætte spot på det kæmpearbejde, der pt. foregår frem til 15. marts med at få udfyldt uddannelsesplaner. Der bliver i øjeblikket arbejdet på højtryk med at vejlede de unge og deres forældre i disciplinen: valg af ungdomsuddannelse. Der bruges mange timer på vejledning og opfølgning og heldigvis er det for langt de fleste unge en spændende tid, og efter 15. marts ånder mange lettet op og koncentrerer sig om resten af skoleåret.
Efterskolerne er ingen undtagelse med hensyn til at arbejde med uddannelsesplaner. En stor del af Danmarks ungdom vælger efterskolen som et særligt år – et år til fordybelse, kammeratskaber, fællesskaber og personlig udvikling. For mange kan det opleves som en anelse forstyrrende at få sat en dato – 15. marts – og herefter er verden åben for valget, og måske lukket for andre valg.
Hvorfor vælger jeg så at henvise til både Egon Olsen og vores egne hjemlige kvaler med planer? Jo, for planer i sig selv løser ingenting. Planer skal kommunikeres, det vil sige nogen skal tage på sig at tage planen frem, bringe den i samtale og evt. justere og rette til. Det er det vejledere over hele landet er gode til. For mange unge kan det være frustrerende at bruge tid på planer, som aldrig bliver brugt. Alle unge der starter i 10. klasse har en uddannelsesplan. Disse planer fremsendes via optagelse.dk. På samme måde når eleverne forlader efterskolerne igen – så har alle elever en uddannelsesplan med sig videre. I bedste fald bruges planen af skoler og uddannelsessteder. Lokale UU-vejledere vil sammen med de unge følge op på planerne hvis en ung beslutter sig for et omvalg. I værste fald vil unge, der har et flygtigt forhold til faste adresser og gennemførte skoleforløb, være i risikogruppe for at falde igennem uddannelsesplan-nettet.
Uddannelsesplaner hjælper de unge, når de er de unges egen ”GPS” i uddannelseslandskabet. Og vi ved, at selv den bedste GPS kan føre én på vildspor, hvis vi ikke hele tiden holder øje med det virkelige landskab.
Held og lykke med 15. marts – og god tur til alle unge der skal videre på vej.