Dato: 14. July, 2010
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
Det tog tid for Michelle og Katrine at blive trygge ved hinanden, da de blev værelseskammerater på efterskolen. Men i dag sover de to piger bedst, når de har vendt dagen med hinanden»Det værste var den første uge. Mit vækkeur larmede så meget, at jeg var nervøs for, at det skulle vække Michelle om morgenen,« fortæller Katrine om den første tid på værelse nummer 107 på efterskolens pigegang.
De to nye værelseskammerater skulle lære hinandens morgenrytme at kende og havde i det hele taget brug for tid til at blive trygge i hinandens selskab.
»Vi skulle lige finde os tilpas og vide, hvor vi havde hinanden. SÅ selvom vi snakkede godt sammen, var vi ikke så meget på værelset i begyndelsen,« istemmer Michelle.
Katrine husker især en oplevelse, der var afgørende for, at hun fik tillid til Michelle.
»Da vi kom hjem fra skiferie med skolen, var jeg helt nede, og så kom Michelle og bare holdt om mig. Da vidste jeg, at hun forstod mig,« fortæller Katrine.
Sover bedst efter en snak 16-Årige Katrine Christensen fra Hatting og den jævnaldrende Michelle Lundby fra Mørke har delt værelse i fem måneder og for længst lagt opstartsproblemerne bag sig. Pigerne slapper tydeligvis af i hinandens selskab på pigeværelset, hvor farver og motiver på postkort og plakater på væggene vidner om fælles interesser og stil.
»I dag kan vi snakke med hinanden om alt. Venner, kærlighed og problemer. Alt fra A til Ã…,« fortæller Michelle, der oplever, at hun sover meget bedre, når hun har haft en snak med værelseskammeraten og veninden inden, de slukker lyset. En snak, der kan handle om problemer med venner, drenge, lærere og forældre, men også være en detaljeret planlægning af, hvilket fælles tema de skal vælge tøj efter næste dag. Hvide dage er en af favoritterne dog tæt forfulgt af gummistøvle og hattedage, fortæller de to roomies grinende.
Vis, hvem du er fra starten Men Katrine og Michelle har begge med tidligere værelseskammerater prøvet, hvordan det er, når bofællesskabet på værelset giver bekymringer. Katrine var i starten af sit efterskoleophold så utryg ved at dele værelse, at hun låste nogle af sine ting inde i skabet, når hun tog hjem på weekend. Og Michelle havde svært ved at sige fra, når hendes værelseskammerat havde brug for at læsse problemer af oftere, end Katrine kunne rumme.
Begge piger overvandt dog problemerne og oplever i dag, at udfordringerne har gjort dem stærkere.