Dato: 03. July, 2009
Forfatter: Henrik Stanek , Journalist
Der venter mange gode udfordringer på efterskolen. Men nogle elever plages også af hjemve. Gode råd til forældre, så de kan hjælpe deres barn godt på vej1.
Opbakning er ikke, at du kommer drønende med en pizza, hver gang dit barn ikke kan lide maden. Eleverne skal netop lære at stå på egne ben. Derfor er det også en dårlig ide, at du hele tiden ringer til dit barn via mobilen. Din søn eller datter skal have lov til at være i de nye rammer helt og fuldt. Går du derhjemme og er i tvivl om, hvorvidt dit barn trives eller ej, så ring og spørg kontaktlæreren.

2.
Du skal ikke afvise dit barn, når hun ringer hjem og er ked af det. Lyt til hende og anerkend, at hun har brug for at få løst sit problem. Men giv ikke straks efter for hendes umiddelbare ønske om at komme hjem. Det kan være lige så svært at finde ind i en ny klasse derhjemme, når de andre elever har været i gang i et stykke tid.

3.
Hold fast i jeres fælles beslutning om, at hun skal tilbringe skoleåret på efterskolen. Den svære tid er en periode, hun skal over, og mind hende om, at hun har glædet sig hele sommeren til at komme på efterskole. Lærerne kan slås nok så meget for at få hende til at trives, men uden opbakning fra hjemmet lykkes det ikke.

4.
Det bedste er at tage en krise i opløbet, så hvis jeres barn ringer hjem og er ked af det, så bed hende om selv at gå til lærerne med problemet. Det styrker hende at opleve, at hun selv kan klare tingene sammen med personalet på skolen. Det styrker også forholdet mellem elev og lærere. Hvis hun ikke selv magter at gå til lærerne, så kontakt skolen og fortæl det. Vent ikke, til der ikke er anden udvej end at melde hende ud af skolen. En sag har altid flere sider, så fortæl forstanderen eller læreren om din bekymring og snak med dem om, hvad der mon kan ligge bag hendes utilfredshed.

5.
Mange elever ønsker en ny start. Både de selv og deres forældre regner måske med, at alt bliver godt, hvis bare de kommer på efterskole. Men mange undervurderer, hvor stor en belastning det er for en 15-årig at finde en plads i et nyt fællesskab. En del unge er usikre på deres eget værd og gør alt for at skjule deres problemer. Derfor kan der gå lang tid, før lærerne opdager, at en elev har brug for hjælp.

6.
Lærerne kan lettere hjælpe eleven til en god start på skolen, hvis I åbent fortæller, at jeres barn bærer rundt på dårlige skoleoplevelser, har problemer i nogle fag eller er blevet mobbet hele livet. Især det sidste er en svær rolle at bryde ud af. Nogle forældre er måske bange for, at lærerne skal stemple deres barn. Men lærerne er engagerede og lige så interesserede i, at jeres barn får et godt ophold, som I er. Derfor er det vigtigt, at I udveksler viden.

7.
I familier, hvor der er tradition for at tage på efterskole, skal man yderligere være opmærksom på ikke at spejle barnet i sine egne minder fra skolen eller i storebrors vellykkede ophold.

8.
At tage på efterskole er barnets første skridt mod at flytte hjemmefra. De unge filer i navlestrengen, og det kan være hårdt, når jeres søn eller datter ikke længere kommer hjem hver eftermiddag. Fortvivl ej. Jeres barn færdes i et trygt miljø og har ansvarlige voksne omkring sig. Og når året er omme, flytter hun sandsynligvis hjem igen.

9.
Mange forældre taler meget bedre med deres børn, når de er på efterskole, og får meget mere at vide, end de plejer. I kan selv hjælpe til med at få tungen på gled. Lad være med at acceptere et »Det går fint«, når I spørger til undervisningen og de nye kammerater. Vis, at I forventer, at I taler sammen ud fra devisen: Ja, du er flyttet hjemmefra, men vi er stadig dine forældre! Spørg ind til, hvordan det går: Kan du følge med i timerne? Hvad får I at spise? Må I få gæster på skolen? Hvilke ture har I været på? Hvem er dine nye kammerater?
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser