Dato: 28. October, 2010
Forfatter: Lone Greve
, Formand for Efterskolernes pædagogiske enhed
Formanden for pædagogisk enhed opfordrer efterskolerne til at arbejde med bæredygtighed og samtidig fortælle om arbejdetDer er ingen tvivl om, at bæredygtighed er et af de mest gennemgående temaer, vi kommer til at beskæftige os med i det kommende årti såvel lokalt som nationalt og globalt. Bæredygtighed handler om meget andet end trusler om klimaforandringer. Det handler også om fordeling af verdens goder, om politiske strategier for sundhed, om energiforsyning, om hvordan vi producerer, forbruger og skiller os af med varer, og det handler om hvilke livsvilkår kommende generationer vil få. Danmarks tidligere førerposition inden for udvikling af vindkraft er sat over styr, og vi figurerer i dag i Miljøstyrelsen og Eurostat som det land i EU, der producerer mest affald pr. indbygger. Vores nationale kilder til energiforsyning, olie- og gasdepoterne i den danske del af Nordsøen, stopper i 2015.
Ansvaret for at styrke en udvikling frem mod større bæredygtighed påhviler ikke kun politikere, produktudviklere, beslutningstagere inden for de store energikonsortier og lignende. Alle må nødvendigvis tage et ansvar for at styrke en udvikling mod større bæredygtighed som borgere og som forbrugere. Som opdragere af kommende generationer er det naturligvis også os, der hver dag står med ansvar og muligheder for at påvirke unge menneskers viden, holdninger, valg og vaner vedrørende dette tema.
Der er mange oplagte efterskolevinkler på dette tema: økonomiske, sundhedsmæssige, pædagogiske, fagdidaktiske og helt sikkert også PR-mæssige. Der er ingen tvivl om, at efterskolen igen vil blive set på som værende visionær, samfundsansvarlig og spændende, hvis vi i befolkningen bliver kendt som en skoleform, der også lægger vægt på at bidrage til bæredygtighed.
Jeg har en drøm om, at efterskolerne i det kommende årti vil tage dette tema op i strategiske diskussioner på bestyrelsesmøder og på personalemøder, i forhold til:
• Opvarmning og strømforsyning
• Vedligeholdelse af bygninger
• Nybyggeri, indkøb og design
• Kost og sundhed
• Pædagogisk udvikling
Fortæl hvad I gør
I første omgang handler det om at få talt om og beskrevet, hvad man allerede gør på den enkelte skole, der gøres nemlig utrolig meget så som affaldssortering, inddragelse af eleverne i overvejelser og kampagner for at spare på energi, installering af ”intelligent strømbesparelse”, brug af rengøringsartikler med lav miljøbelastning, undervisning i bæredygtighedsrelaterede emner i naturfag og samfunds i etc. At få dette beskrevet og sat ind i et bæredygtighedsperspektiv for eleverne er et godt skridt i retning af større fælles bevidsthed og ansvarlighed i forhold til dette tema.
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) har netop etableret et center for Bæredygtig undervisning, RCE (Regional Center of Expertise). I grundlagspapiret for RCE-Danmark lægges der vægt på at koble undervisning i bæredygtighed til den danske tradition for demokratisk deltagelse:
”I Danmark har vi særlige politiske og pædagogiske traditioner, som kan give et RCE-Danmark en markant profil og rolle globalt. For begge traditioner er demokratisk deltagelse et nøglebegreb. Vi tager afsæt i – og bygger videre på – disse traditioner for deltagelse og læring. RCE-Danmark vil udvikle undervisning i bæredygtig udvikling med vægt på målgruppers kompetence til demokratisk deltagelse som forudsætning for læring og udformning af bæredygtige udviklingsspor.”
Efterskoler kan udvikle bæredygtig pædagogik
Jeg er meget optaget af, om det bliver en ressource, som vi kan bruge i efterskolen. Sandheden er nemlig, at der ikke er mange konkrete bud på en pædagogisk tilgang til temaet, men dem kunne netop vores skoleform være med til at udvikle, ligesom efterskoler har været med til at udvikle ideer og metoder til undervisning i medborgerskab.
I pædagogisk enhed har vi drøftet temaet, og jeg håber at vi allerede i indeværende skoleår kan invitere til en inspirationskonference for skoler, der er interesseret i den pædagogiske/didaktiske vinkel på bæredygtighed.
Indtil da kan der f.eks. hentes inspiration på
http://www.dpu.dk/site.aspx?p=16044 og via undervisningsministeriet kan man gratis bestille publikationen Uddannelse for bæredygtig udvikling eller hente den digitalt på denne adresse
http://pub.uvm.dk/2008/ubustrategi .