Ikastskoler mister forstander
Idrætsskolerne i Ikast har modtaget en opsigelse fra skolernes forstander Ib Møller Pedersen, som ønsker at fratræde sin stilling inden for en relativt kort periode, skriver skolen i en pressemeddelelse.
Videre hedder det i pressemeddelelsen:
Ib Møller Pedersen har været leder af højskolen og senere forstander for både efterskole og højskole i mange år. Ib Møller Pedersen blev ansat, reelt før Højskolen var etableret, så Ib Møller Pedersen er manden, der realiserede ideen og udviklede de to skoler til den betydende institution, den er i dag. Ikke blot i Ikast og omegn har skolerne haft betydning, men også regionalt og nationalt har skolerne markeret sig inden for undervisning, holdningsdannelse og aktiv deltagelse i betydende idrætsgrene.
I forbindelse med etableringen af idrætsefterskolen i 2004 blev den daglige pædagogiske ledelse af efterskole og højskole overladt til nye kræfter, og Ib Møller Pedersens rolle som forstander skiftede karakter. Netop den ændrede rolle og dens konsekvenser med øget fokus på tekniske og administrative opgaver og betydelig større afstand til den daglige holdningsbearbejdende og pædagogiske rolle har fået Ib Møller Pedersen til efter længere tids overvejelser at træffe beslutningen om at forlade sin stilling.
Idrætsskolerne har gennemgået en rivende udvikling med stor søgning til både korte og lange højskolekurser, og efterskolen har endda ventelister år frem i tiden. Antallet af medarbejdere er vokset fra 12 til 50, således at skolerne er en betydelig arbejdsplads i lokalsamfundet og en betydningsfuld faktor for det organiserede idrætsliv i regionen.
Det er derfor med beklagelse, at bestyrelsen har modtaget opsigelsen fra Ib Møller Pedersen. Vi har fuld respekt for de overvejelser, Ib Møller Pedersen har gjort sig, og bestyrelsen har accepteret opsigelsen som en uigenkaldelig kendsgerning. Men det er en kapacitet og et meget karismatisk menneske, der vælger at forlade os, og det er magtpåliggende for bestyrelsen at finde en løsning på den fremtidige ledelse, der kan videreføre skolerne i den ånd, de er skabt. Det giver bestyrelsen et behov for en tænkepause til at formulere ønskerne for fremtiden og dermed forventningerne til den kommende forstander for Idrætsskolerne i Ikast. Bestyrelsen har i den fase bedt Ib Møller Pedersen stå til rådighed i tænkepausen, som forventes at tage op til 2 måneder. Det har vi heldigvis fået et positivt tilsagn om.
Dagligdagen på skolerne vil i kraft af dygtige medarbejdere og ledere blive som hidtil. Dog etableres der et ledelsesudvalg bestående af de to skolers ledere og økonomiansvarlig leder samt skolens formand og et bestyrelsesmedlem. Udvalget vil supplere sig efter behov.