På flugt i Viborg - i mørke, kulde og uden mad
Vækket af sirener og en barsk natlig flugt fra militsfolk. Sadaf Azizi fra Dansk Flygtningehjælp var med hele vejen, da Bjergsnæsskolens elever oplevede et liv på flugt fra krig og nød.Kl. 1.00 kan jeg høre sirenerne og en stemme i højtaleren der råber:
»Militsen er ved at trænge ind på skolen. I skal pakke jeres ting, og komme ud til springcentret om 5 minutter.«
Jeg løber ud i springcenteret, som er en af skolens store gymnastiksale, hvor jeg kan se, at der allerede står to lærere klar til at registrere flygtningene. Nu skal jeg på flugt - i Viborg.
Dansk Flygtningehjælp og Viborg kommune står bag en række arrangementer for at skabe mere fokus og generere penge til Dansk Flygtningehjælps indsats i Liberia. Som led i det store samarbejde skal eleverne på Bjergsnæsskolen i Viborg have indsigt i flygtninges liv i weekenden den 3-5. september. Weekenden bliver en kamp mod sult, kulde og uvished om, hvad der skal ske med dem. Bjergsnæsskolen er en efterskole med 152 elever i alderen 14-16 år. På vegne af Dansk Flygtningehjælp skal jeg deltage i arrangementet og se, hvordan eleverne klarer sig som flygtninge i Viborg.
Personennummer bitte De to lærere, der står i springcenteret taler engelsk eller tysk, og de har ikke tænkt sig at tale dansk til eleverne. Jeg ser eleverne komme løbende ind og stille sig i kø for at blive registreret, det har kun taget dem fem minutter at gøre sig klar. Langs køen går de andre lærere rundt og lyser eleverne i hovedet med en lygte, der er ingen smil eller venlige blikke fra lærerne – man frygter dem nærmest.
Med et seriøst og surt ansigt, spørger den tyske milits den første elev:
»Personennummer bitte?«
Eleven ligner et spørgsmålstegn, han forstår ikke, at han skal give sit CPR-nummer.
»Øh vil du have mit værelsesnummer?« spørger han med nervøsitet i stemmen.
Hvis eleverne ikke kan deres CPR-nummer på tysk eller engelsk, bliver de smidt tilbage i køen. Senere bliver alle elever sat sammen med deres egne kontaktgrupper fra efterskolen og skal agere som en familie.
»Var det hårdt at vågne op kl.1.00?« spørger jeg en af drengene.
»Det er hårdt at vågne op midt om natten, men det er da meget realistisk, da vi ikke vidste, vi skulle op så tidligt. Jeg er utroligt forvirret og stresset,« siger Rasmus på 16 år.
På flugt i mørke Kl. 4.30 tager jeg på flugt med den sidste gruppe, og efter en halv time kan vi på lang afstand se en bil. Vi nærmere os bilen, og det er militsen.
»Vi står og fryser her, vi skal have en varm jakke ellers kommer I ikke videre,« siger militsen. Familien beslutter, hvem der skal give en jakke væk - en af pigerne forærer sin varme jakke, og vi fortsætter vores flugt.
Kl. 6.45 når vi bakken op til Bjergsnæsskolen efter at have gået 11 kilometer. På bakken sidder de andre familier, som har ventet på os i timevis - den sidste gruppe. Jeg kan se piger og drenge, der har lagt sig til at sove på vejen, de er alle sultne og trætte.
Forhør og indregistrering »Hvor kommer du fra?« spørger militsen en elev ved indregistrering efter flugten.
»Jeg kommer fra Afghanistan,« svarer han.
»Hvad hedder hovedstaden i Afghanistan?« spørger militsen, som egentlig er lærer.
»Irak,« svarer den forvirrede dreng.
Efter indregistreringen får eleverne to nødhjælpskiks hver, og når de spørger lærerne, hvornår de får mad, er svaret:
»Det ved vi ikke, så snart nødhjælpen når frem.«
Diaré-epidemi i lejren Eleverne graver hul i jorden og omringer det med store affaldsposer. Det er deres toilet hele weekenden. Senere på dagen kan jeg se et stort Dansk Flygtningehjælp telt. Jeg ser, at lærerne har isolationsdragter på. Jeg får også et mundbind på, der er nemlig udbrudt diaré-epidemi i flygtningelejren. Hver elev kommer ind i teltet og bliver tjekket i halsen og ørerne og derefter vaccineret. Vaccinen er rapsolie, som de skal spise. Eleverne kommer hver især ud af teltet med et surt ansigt, men de fleste spiser det, bare for at spise noget.
Senere kommer politiet med deres hunde for at gennemsøge flygtningelejren for våben, og de udspørger familierne om, hvordan de er kommet til flygtningelejren. Om aftenen får hver familie en spand med ris, bønner og tun - det skal de fordele mellem 8 personer.
Indsigt i flygtninges liv Søndag morgen møder jeg eleverne på marken, hvor de har overnattet i deres telte. Jeg møder Marie og Thomas på 16 år og snakker med dem om hele oplevelsen.
»Hele flugten har på en måde været ubehageligt, fordi vi skulle sidde og vente. Men det var også sjovt at opleve. Det er spændende når man ikke lige ved hvad der kommer til at ske,« siger en meget træt Marie.
Jeg prøver at finde ud af om oplevelsen har givet dem mere indsigt i flygtninges liv og lidelser.
»Alt i alt, har jeg mere medfølelse for flygtninge. Det, vi har været igennem, er en minimal følelse af, hvad de går igennem. Det har i hvert fald givet os mere indsigt i deres liv. Vi har trods alt vidst, at vi skulle hjem igen, men det ved flygtninge jo ikke,« siger Thomas.
Jeg forlader Bjergsnæsskolen med en god fornemmelse i maven. Eleverne har fået indsigt i flygtninges liv, hvor man konstant er på flugt, hvor man bliver jagtet af militsfolk, og hvor der ikke er mad, ly eller vand at finde. For efterskoleeleverne har det heldigvis blot forløbet sig over en weekend - for flygtninge kan det vare flere måneder eller flere år.