Digital dannelse i Haslev

Dato: 15. April, 2011
To konsulenter fra Digital Dannelse besøgte for nyligt Haslev Idrætsefterskole for at klæde elever og lærere på i forhold til at blive god til at navigere i den digitaliserede verden. Cybermobning, online og offline fællesskaber samt god netetikette var nogle af emnerne. På skolen har vi flere gange oplevet elevernes manglende forståelse af, hvad man kan kalde privat kommunikation og offentlig kommunikation på nettet, samt hvor hurtig links kan sprede sig ud i den virtuelle verden, hvis man uploader billeder, sange eller andet på for eksempel Youtube. Blandt andet derfor syntes vi, det ville være en rigtig god ting for vores elever at blive ført gennem en workshop, som netop havde til formål at danne og uddanne eleverne i brugen af de digitale medier. Det er bestemt heller ikke sidste gang, vi vil gøre brug af denne mulighed, da det gav eleverne en mere nuanceret forståelse af forskellen mellem den digitale verden og den fysiske verden, vi lever i.

Digital indfødte
Dagens unge er såkaldte digital indfødte – de er vokset op med brugen af de digitale medier som en stor del af deres sociale netværk og måde at kommunikere på. For dem handler det ikke så meget om at kende til alle de muligheder den virtuelle verden stiller til rådighed, som det handler om at blive opnormeret i deres digitale dannelse. Workshoppen var bygget op omkring eksempler, eleverne kender fra deres egen hverdag, som alle deres online fællesskaber kontra det fællesskab de er i på efterskolen. Desuden blev der stillet skarpt på den online intimitet overfor den fysiske intimitet. Der er ingen tvivl om, at eleverne fik stof til eftertanke i forhold til, at det for mange opleves som samme type fællesskaber og samme grad af intimitet, uanset om det er offline eller online.

Konsulenterne gjorde endvidere eleverne mere bevidste omkring den virtuelle markedsføring, hvor gennemsigtigheden af hvem afsenderen er, ofte er meget ringe. Via videoklip fra Youtube viste de, hvordan markedsføringen har fået nye dimensioner med den virtuelle verdens uendelige muligheder. Det vi før betegnede som spam i vores indbakke, modtager vi nu fra venner, som videresender reklamefilm til os, og derved er markedsføringssuccesen i top.

Cybermobning og netetikette
Cybermobning er en af de mest anvendte mobningsmetoder, hvilket blev meget tydeligt, da eleverne skulle række hånden op, hvis de havde prøvet at blive mobbet digitalt. Nogle elever berettede om facebooksider, der var oprettet i deres navn, med deres billeder, uden de kendte noget til det. På deres væg var der opdateret alt fra pinlige ting, som fremstod som om de selv der skrev. Andre havde oplevet trusler og onde sms´er via mobilen.

Eleverne skulle til sidst reflektere over, hvad god netetikette er. I grupper skulle de finde tre påbud og tre forbud, som skulle ende med at blive årgangens retningslinjer for god opførsel på nettet. Eleverne tog opgaven meget seriøst og fik formuleret mange gode retningslinjer. De handlede om ikke at provokere bevidst, ikke lade sig provokere, ikke lægge links/billeder ud som bevidst vil såre nogen, om at lytte efter når nogen beder om, at noget man har skrevet eller uploadet skal slettes. Alle påbuddene og forbuddene kan ses på skolens hjemmeside. Elevernes påbud og forbud bar meget præg af dagens oplæg og debat, og der er ingen tvivl om, at eleverne denne dag blev opnormeret i deres digitale dannelse!

DR1 viser i foråret i programmet "Bag facaden" billeder fra workshoppen.

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser