Musikefterskoleelever fra Langeland indtog Vega

Dato: 13. January, 2011
Det var 130 spændte efterskoleelever, der ankom til det populære spillested, Vega, i  København i søndags. Flere af dem havde været på koncertstedet før, men denne gang var det alligevel helt specielt. Denne gang var de der nemlig ikke som publikummer. De stod selv på scenen. Og det sammen med anerkendte kunstnere som pianisten og sangeren, Esben Just, rapperen, Supajan, og sangeren og komponisten, Morten Moesgaard. De havde alle sagt ja til Musikefterskolens invitation om at deltage i en støttekoncert til fordel for Danmarks Indsamling 2011.
Det er andet år i træk, at Musikefterskolen tager initiativ til en støttekoncert i dette regi. Sidste år havde de held med at få bl.a. Ibrahim Electric, Sigurd Barret og My Funky Brother til at deltage. Og efterfølgende var hele holdet deltagere ved selve Danmarks Indsamling, hvor de både sang og overrakte checken på det indsamlede beløb til Hella Joof, der var vært ved showet.
»Det er primært eleverne selv, der tager kontakt til de medvirkende kunstnere«, fortæller Mette Hansen, der er musiklærer og tovholder på projektet.
»Det giver dem et særligt ejerskab i forhold til arrangementet, og der er ingen tvivl om, at de er stolte over at kunne bidrage til Danmarksindsamlingen på denne her måde«, tilføjer hun.
Og der var da også noget at være stolt over. For alt i alt indsamlede eleverne ca. 55.000 kr. i løbet af koncerten i Vega. Entréen var valgfri, dvs. publikum bestemte selv, hvad de ville donere. Derudover var der mulighed for at deltage i et lotteri og for at købe forskelligt merchandise, som eleverne selv havde produceret. I alt deltog nærved 800 mennesker i koncerten på Vega.
»Det var en stor musikalsk oplevelse,« fortalte én af de trætte, men
glade elever, da de vendte hjem til Musikefterskolen sent søndag
aften.
 »Tænk engang, at have stået på samme scene, hvor man tidligere har stået som publikum foran sit idol. Det var stort!«
 Jubelsalverne ville da heller ingen ende tage, da forstander Finn Jærgersdorf den følgende dag afslørede for elever, at de havde indsamlet for over 55.000 kr. og derved allerede havde oversteget det indsamlede beløb fra sidste års Vega-arrangement.


UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser