Dato: 30. august, 2010
DesignEfterskolen måtte kort før ferien opgive opstart i 2010-2011Selvom ministeriets godkendelse er i hus, kan man stadig nå at snuble før målstregen. Det måtte DesignEfterskolen i Nykøbing Falster sande, da det kort før sommerferien blev klart, at Designskolen, Nykøbing Falster under Husholdnings- og håndarbejdsskolen, stod overfor en konkurs. Designskolen var DesignEfterskolens fundament, og efterskolen kunne hverken nå at overtage Husholdning- og håndarbejdsskolens bygninger eller opnå en ny godkendelse i ministeriet. Skolen måtte derfor før sommerferien kontakte de 45 elever, der var optaget fra august 2010, og fortælle dem, at de alligevel ikke kunne starte på deres drømmeefterskole og i øvrigt tilbyde at hjælpe dem ind på en anden efterskole.
Siden er en ny skolekreds og bestyrelse etableret og forarbejdet sat i gang til en ny ansøgning til Undervisningsministeriet for en efterskole, der stadig kommer til at tilbyde 9. og 10. klasse med designlinjer. Skolen hedder DesignEfterskolen, men har ikke forbindelse til den lukkede Husholdnings- og håndarbejdsskole. Bestyrelsen arbejder allerede nu på at udvikle DesignEfterskolen, og skolen håber, at kunne byde det første elevhold velkommen om et år.
Til gengæld er Faster Efterskole, der har til huse i den tidligere Nørre Ørslev Ungdomsskoles bygninger, kommet godt fra start med 39 elever, der indtil videre alle er piger med kurdisk eller tyrkisk baggrund. Skolens forstander Mustafa Murat Özel, der indtil for nylig var forstander på Vesterborg Efterskole på Lolland, understreger dog, at efterskolen er åben for alle. Phønix Efterskole på Hjarnø ved Horsens kunne den 15. august åbne dørene for 24 elever, der alle er drenge med tyrkisk eller kurdisk baggrund. Forstander Ömer Kücükakin fortæller, at efterskolen egentlig også havde fire piger indskrevet, der dog faldt fra på grund af den skæve kønsfordeling i elevgruppen. Phønix Efterskole får stadig henvendelser fra interesserede forældre og børn og håber på at komme op på 35-40 elever i løbet af en måneds tid. I skoleåret 2010-2011 er der således 263 efterskoler i Danmark.