Frie lærerskole skal
have ny leder
Dato: 9. august, 2010
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Den frie Lærerskoles forstander gennem 9 år, Thorstein Balle, har besluttet at stoppe
som leder af institutionen pr. 31. december 2010.
»Det er bestemt ikke, fordi jeg er træt af arbejdet som forstander. Det er og har altid været en af de mest privilegerede stillinger på de videregående uddannelser. Men jeg har fået en enestående mulighed for at komme til at forske i de grundtvigske skole-tankers indflydelse i folkeskolen siden 1855. Så den opgave vil blive mit arbejde fra den 1. januar 2011 og 4-5 år frem,« siger Thorstein Balle.
Den frie Lærerskoles formand Torben Vind Rasmussen bakker op og siger:
»Thorstein Balle brænder stadig for de frie skoler og udviklingen af disse. Derfor er vi også meget kede af, at han nu vælger at søge nye udfordringer, men vi har samtidig stor forståelse for, at han tager denne opgave, når muligheden er der. Vi har været meget glade for de ni år Thorstein har levet for og med Den frie Lærerskole. Det er i høj grad hans fortjeneste, at DFL i dag fremstår som en videregående læreruddannelse med stor søgning og god økonomi. Samtidig ser vi gode muligheder i hans nye forsknings-projekt som en direkte fortsættelse af hans arbejde på DFL. Også her bliver det et af Thorsteins mål at forstå og udvikle de grundtvigske skoletanker, så de fortsat kan være et godt alternativ til den meget rationelle og økonomisk prægede skoletænkning, der er oppe i tiden.«
Stillingen som ny forstander for Den frie Lærerskole forventes opslået engang sidst i september.