Efterskoler støtter
børn på flugt
Dato: 13. december, 2011
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Årets Danmarks Indsamling er netop skudt i gang på landets efterskoler. De kommende måneder jagter de indsamlingsrekorden fra sidste år, hvor 41 efterskoler i alt samlede godt en million kroner ind
Børn på flugt bliver tema for årets Danmarks Indsamling, som efterskolerne igen i år opfordres til at involvere sig. Foruden at støtte et godt formål, rummer Danmarks Indsamlingen både pædagogiske og pr-mæssige fordele for efterskolerne.
»Med den pr-dækning, skoleformen får gennem indsamlingen, er det også oplagt at se skolens deltagelse som en del af pr-aktiviteten. De enkelte skoler kan få opmærksomhed i de lokale og regionale medier, ligesom der er stort fokus på hele skoleformen ved det afsluttende tv-show,« siger formanden for Efterskoleforeningens kommunikationsenhed, Kathrine Svane Christiansen.
Hun opfordrer efterskolerne til at gøre brug af de lokale og regionale medier i forbindelse med indsamlingsaktiviteterne. Samtidig vil presserådgiverne for Danmarks Indsamling på landsplan også gerne være orienteret om, hvad der foregår på de enkelte efterskoler. Efterskolerne bør derfor registrere deres aktiviteter i et særligt skema, som findes på www.efterskoleforeningen.dk/danmarksindsamling
Skolerne kan også kontakte pressekoordinator Maria Honore, 3332 1616, mail: mh@radiuskommunikation.dk .
Medborgerskab i praksis
Pædagogisk er der ligeledes gode muligheder for at koble indsamlingen op på undervisningsforløb.
»Temaet børn på flugt er meget vedkommende for vores aldersgruppe af elever, så det vil givet vis være let at skabe engagement og nærvær blandt efterskoleeleverne,« siger Kathrine Svane Christiansen.
Nogle efterskoler vælger at køre Danmarks Indsamlingen som et projekt, der integreres i undervisningen, mens andre ser det som et oplagt projekt, der kan ligge ved siden af de øvrige undervisningsaktiviteter.
Danmarks Indsamlingen kulminerer med et stort indsamlingsshow den 3. februar. På Efterskoleforeningens hjemmeside er der oplysninger og inspiration til, hvordan efterskolerne kan involvere sig i indsamlingen.
torben@magasinhuset.dk