Dato: 3. juli, 2009
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen , Redaktør
Mange forbinder sikkert landsstævnet med gymnastik, men efterskoleeleverne deltager i en række andre idrætter og korsang. På boldbanerne dyster eleverne i fodbold, håndbold, beachvolley og badminton i nogle timer hver dag. »Boldspillene skal være et sidestykke til gymnastikken. Her kan eleverne slappe af og være sammen på en anden måde. Når det er sagt, er der ikke tvivl om, at mange møder op med en vindermentalitet og går til den i kampene,« siger Mogens Madsen fra efterskoleholdets styregruppe.

At det ikke er bare pjat understreges på håndboldbanerne, hvor der er to officielle dommere til at lede slagets gang.
Oprindelig havde DGI ønsket, at efterskolerne tog endnu flere idrætsaktiviteter på programmet, men Mogens Madsen understreger, at der også skal være et vist antal elever hvert sted, for at der kan skabes den rette stemning.

For første gang har efterskolerne badminton med som et tilbud. Et hundrede elever har valgt at dyste inden døre i stadionhallen.
En af dem er fra Åbybro Ungdomsskole:

»Vi er ikke taget herover for at vinde,« siger Michaela Gade, der lige har spillet badmintonkamp i stadionhallen. Hun vandt dog den første kamp, men glæden ved at deltage overstiger langt de resultatmæssige forventninger.

Egentlig var Michaela Gade ikke særlig idrætsinteresseret, da hun begyndte på efterskolen for et år siden. Hun tog på efterskole for at dyrke de mange andre faglinjer.

»Men jeg synes, det lød spændende med en hel uge samen med kammeraterne, så derfor meldte jeg mig også til efterskoleholdet ved landsstævnet,« fortæller hun.

De første dage under stævnet er det således i høj grad fællesskabet med kammeraterne fra Åbybro, der er blevet dyrket. Men hun er også så småt begyndt at snakke med elever fra andre skoler.

»Vi har da f.eks. lige snakket lidt med dem vi spillede imod.«

Hun lægger vægt på at være en del af det meget store fællesskab og ser frem til festaftenen lørdag aften, hvor efterskoleeleverne står for showet.
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser