Østjyllands største skole
bygger for 36 mio. kr.
Dato: 13. juni, 2011
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Inden årets udgang går landets næststørste efterskole, BGI akademiet i Østjylland, i gang med et nyt byggeprojekt til 36,5 millioner kroner.
Det store byggeri kommer til at rumme indendørsareal på 4000 kvadratmeter; svarende til fem håndboldbaner. Nybyggeriet inkluderer et udendørs urbant miljø med skater- og rulleskøjtebane, en håndbold- og opvisningshal med 1200 tilskuerpladser, udvidede dansefaciliteter, tekniktræningsbaner til fodbold, multibane med blød asfalt – samt udendørs og indendørs faciliteter til parkour.
Fra september 2012 kan danske efterskoleelever for første gang gå på en særlig parkourlinje på BGI akademiet og træne ”storby-bevægelseskunst” hele året.
»Parkour handler om at bruge mure, gelændere, vægge, monumenter og bygninger aktivt, i stedet for blot at gå uden om dem,« fortæller efterskoleleder Helle Vestergaard. »Du løber, springer, kravler, sætter af og lander i én uafbrudt bevægelse. Det ser naturstridigt og smukt ud – nærmest som en blanding mellem Spider-man og springgymnastik.«
Linjen skal ses som et forsøg på at skabe fornyelse i en traditionsrig efterskoleverden.
»Hvis efterskolerne fortsat skal spille en rolle i samfundet, er det afgørende, at vi også tør møde de unge, dér, hvor de er og dér, hvor de er på vej hen – fx med parkour,« siger Helle Vestergaard. Inspirationen er hentet i Parkour Parken i Ørestaden og hos Tempest Freerunning Academy, som er et større projekt i Los Angeles.
Den nye linje vil både appellere til elever, som i forvejen er til springgymnastik – og til dem, som kommer med en helt anden baggrund. BGI ser parkour som en slags sammensmeltning af ungdomskultur, street-miljø og idræt.
Når det nye byggeri står klar næste år, råder BGI akademiet over et af Danmarks største, sammenhængende idrætsanlæg.
BGI akademiet er i dag landets næststørste efterskole med 62 ansatte og 400 elever.