Grønne flag

til efterskoler

Dato: 11. maj, 2011
Forfatter: Jannik Hjarup , Journalist
Inden længe vil efterskoler landet over virke under grønne flags vajeren. Friluftrådets Grønt Flag Grøn Skole udvides nu i samarbejde med Efterskoleforeningen med et særligt efterskoleprogram

Efterskoler har en særlig kontakt til de unge mennesker, og det gør dem interessante, når bevidstheden om bæredygtighed skal udvikles.

»Efterskolerne har jo eleverne døgnet rundt, og det giver dem en unik mulighed for at engagere de unge mennesker, der også er nogle af de største forbrugere af energi og vand. Derfor kunne det være rigtig fornuftigt, hvis man kunne få dem til at synes, at bæredygtighed er spændende og vigtigt,« siger Eigil Larsen, der er projektleder i Friluftsrådet, som står bag Grønt Flag Grøn Skole. Han mener, konceptet kan være et kærkomment tiltag oven på den intense klimadebat.

»Klimadebatten er jo meget truende og får os til at frygte tørker og katastrofer. Det her kunne være en mere positiv og visionær måde at gribe miljøproblemerne an på.«

Miljø, naturfag og samfundssind

Konceptet er en Hands on-tilgang, hvor man tænker naturfag ind i et miljøforløb, hvor det er vigtigt at få eleverne ud af fysiklokalet og næserne i virkeligheden og den anvendte fysik. Eleverne skal for skolen udtænke og implementere en plan for eksempelvis affaldshåndtering eller vandforbrug, og når forløbet er gennemført, får skolen et grønt flag.

»Der er fokus på naturfag, men med et samfundsorienteret perspektiv, som kan få eleverne til at føle et samfundsansvar, og det følger godt trop med mange efterskolers medborgerperspektiv,« siger Christine Sestoft, konsulent i Efterskoleforeningen.


Netværk og materialer
Udover de gratis materialer, der kommer på internettet, kan de deltagende skoler trække på et netværk, der kan være med til at styrke undervisningen.

Da Friluftsrådet nyligt holdt tre arrangementer, blandt andet på Fåborgegnens Efterskole, med kursus og information om Grønt Flag Grøn Skole var der omkring 60 deltager fra cirka 25 skoler.

Netop Fåborgegnens Efterskole har siden sidste år, hvor eleverne lavede et system for affaldssortering, kunne pryde sig med det grønne flag. Systemet kører stadigt, og sparer skolen for penge og miljøet for affaldsbelastning.

»Og for det tredje, så har vi påvirket eleverne til at tænke og reflektere over miljøet og klimaet. Kan vi påvirke eleverne bliver det til mange over årene, og det er det vigtigste,« fortæller Erlend Solvang, der er lærer på Fåborgegnens Efterskole. Fra næste år skal fåborgenserne være med igen, formentlig med et energispareprogram.

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser