Kristendemokrat: Der skal mere til
Dato: 7. november, 2010
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen kræver flere indrømmelser til efterskolerne
Kristendemokraternes enlige mandat i Folketinget er blevet tungen på vægtskålen i finanslovsforhandlingerne efter Liberal Alliance er ude af forhandlingerne. Søndag morgen meddelte Per Ørum Jørgensen således, at han forventer mere respekt fra regeringen for at lægge stemme til finansloven.
Han er samtidig utilfreds med, at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) på Venstres landsmøde fremlagde resultater af forhandlinger mellem DF og regeringen om at frede nogle af de planlagte besparelser på efterskoleområdet.
For det er ganske enkelt for få indrømmelser, efterskolerne har fået, mener Per Ørum Jørgensen.
»Der skal mere til«, lyder kravet fra Per Ørum Jørgensen.
Reaktionen kommer efter, at undervisningsminister Tina Nedergaard lørdag meldte ud, at efterskolerne er imødekommet ved at hæve indtægtsgrænsen fra 310.000 til 510.000 kroner for, hvornår forældre skal betaler mere for et ophold. Men i ministerens forslag fastholdes besparelserne på 300 mio. fortsat på forældrestøtten fra 2011-2013.