Snup et kursus
oven i årsmødet
Dato: 30. november, 2010
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
Som noget nyt tilbyder Efterskoleforeningen kurser dagen før årsmødetTag til Nyborg Strand dagen før årsmødet og bliv klog på europæisk uddannelsespolitik eller erhverv dig redskaber i markedsføring. Når ledere, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer den første weekend i marts 2011 tager turen til Nyborg Strand, har de denne gang mulighed for at få et seminar eller kursus oven i hatten ved at ankomme allerede fredag middag.
Et seminar med foredrag af blandt andet den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe og EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) samt efterfølgende paneldiskussion vil zoome ind på efterskolernes rolle i den europæiske uddannelsespolitik og muligheden for at påvirke denne med værdier som dialog, solidaritet og demokratisk dannelse.
I det tilstødende kursuslokale vil to erfarne undervisere i markedsføring fylde deltagerne værktøjskasse med grundlæggende redskaber i markedsføring, og Politikens mediachef Bent Steeg Larsen vil fortælle om test af annoncer med udgangspunkt i Politikens efterskoletillæg.
»Kurserne er et udtryk for en weekend i udvikling,« fortæller Kathrine Svane Christiansen, der er formand for kommunikationsenheden i Efterskoleforeningen.
»Vi ved, at mange vælger at tage til Nyborg om fredagen, så det er oplagt at lægge et kursus der. Vi håber, at der kommer der en synergieffekt ud af det, så både kursus og årsmøde drager fordel af at ligge i samme weekend ved, at der kommer flere eller andre deltagere, end vi ellers har set, « siger Kathrine Svane Christiansen.
Se nærmere program og tilmeld dig kurserne her.