Viceforstandere søger

sparring i netværk

Dato: 3. november, 2010
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen , Journalist
Mellemledere på efterskoler i Vejle Amts Region søger fællesskab og kollegial sparring i nydannet vice-netværk

De mange nye viceforstandere og afdelingsledere på landets efterskoler har behov for at drøfte opgaver og dilemmaer med kolleger i samme jobfunktion, men kender ofte ikke deres fagfæller på andre efterskoler. Men det gør viceforstandere og afdelingsledere i Vejle Amts Region nu noget ved. Den 6. oktober mødtes de på Vrigsted Efterskole for at opstarte et nyt vice-netværk.

En af initiativtagerne til netværket, viceforstander på Midtjysk Ungdomsskole, Helle Nørregaard, ser vice-netværket som en naturlig konsekvens af udviklingen i skoleformen.

»Mængden af  administrative opgaver på skolerne er vokset, mange efterskoler er blevet større og forstanderne søger ledelsesmæssig sparring. Det har betydet, at mange efterskoler har ansat viceforstandere og afdelingsledere de senere år, ja man kan vel sige, at viceforstanderjobbet har fået et boost,« siger Helle Nørregaard.

Hvor efterskolernes forstandere har en mangeårig tradition for at drøfte fælles ledelsesmæssige udfordringer på forstandermøder i regionen, kender de mange nye mellemledere på efterskolerne langt fra altid deres kolleger på områdets andre efterskoler. Mange nye mellemledere er kommet til de seneste år, og samtidig er det forskelligt fra skole til skole, om forstanderen møder alene op til forstandermødet eller har følgeskab af sin viceforstander. Men også viceforstandere og afdelingsledere har ifølge Helle Nørregaard brug for at finde sammen i faglige fællesskaber.

»Vi har behov for at sparre  med hinanden om det at være mellemleder på en efterskole. Det kan være spørgsmål omkring, hvordan man får sin tid til at slå til, siger ”nej” iblandt en million arbejdsopgaver og løser konflikter i lærerkollegiet,« fortæller Helle Nørregaard.

På opstartsmødet i netværket fik viceforstanderne indspark af procesleder Tyge Mortensen, der ved hjælp af ide-genererende øvelser fik deltagerne til at se muligheder for samarbejdet i netværket.

»Vi blev enige om at begynde med at mødes en gang årligt. Første gang bliver på Balle Musik- og idrætsefterskole i marts måned. Samtidig har vi lave en mailliste, der giver os mulighed for at søge råd og sparring hos hinanden i forbindelse med konkrete arbejdsopgaver eller dilemmaer i jobbet. Alle var meget begejstrede for netværket,« siger Helle Nørregaard.

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser