Pædagogik knækker rygekurven

Dato: 24. november, 2010
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen , Redaktør
Efterskolerne har vendt dårligt ryger-image med målrettet pædagogik. Der er i dag totalt rygeforbud på flere efterskoler end folkeskoler

Frygten for at et rygeforbud ville resultere i mange hjemsendelser har fyldt meget i en intens debat om rygning på efterskoler gennem de senere år. Men udsigten til at ekskludere store elevgrupper gennem hjemsendelse har vist sig ubegrundet. Efterskolerne har i høj grad løst udfordringen gennem pædagogiske virkemidler, viser ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

I skoleåret 2009/10 blev under en halv procent – svarende til 125 elever – bortvist permanent, fordi de brød efterskolernes rygeforbud. Efterskolerne benytter i stedet samtaler som straf og tilbyder rygestopkurser. Og det ser ud til at virke.

»Efterskolerne har formået at vende rygedebatten til en række pædagogiske initiativer. Mange efterskoler tilbyder rygestopkurser og har efteruddannet lærerne som rygestopinstruktører. Det viser, at skoleformen har været i stand til at rumme udfordringen og handle pædagogisk, i stedet for blot at sende eleverne hjem, sådan som en udbredt myte har været i debatten,« siger projektleder Poul Dengsøe Jensen fra Kræftens Bekæmpelse.

Rygestop på hver anden skole
Efterskoleforeningen har sammen med Kræftens Bekæmpelse stået bag kurser, hvor der indtil videre er uddannet op imod 100 rygestopinstruktører.

Næsten hver anden efterskole tilbyder i dag rygestopkurser til eleverne, mens 34 procent af skolerne tilbyder det til de ansatte. På næsten hver fjerde af alle efterskoler er det et krav, at de rygende elever tager imod et tilbud om rygestopkursus, hvis de vil gå på skolen.

»Efterskolerne har rykket meget på området de seneste år, selvom de ikke er underlagt de samme strenge lovkrav som folkeskolerne,« siger Poul Dengsøe Jensen.

Faktisk tyder undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse på, at efterskolerne har en langt mere aktiv rygepolitik.

Debat virker
Politikerne har forbudt rygning på folkeskolerne. Det har de ikke på efterskolerne. Alligevel ser det ud til, at efterskolerne er længere fremme med at ændre på elevernes rygekultur. 60 procent af landets efterskoler har totalt rygeforbud for eleverne, mens det kun gælder for 42 procent af folkeskolerne. Her kan eleverne nemlig forlade matriklen for at ryge. Samtidig forbyder 22 procent af efterskolerne de ansatte at ryge i skoletiden, mens det samme kun gælder på ni procent af folkeskolerne.

»Folkeskolerne har et mere restriktivt lovkrav, men i praksis er det efterskolerne, som har arbejdet mere med at minimere rygningen. Jeg tror, det handler om, at der slet ikke har været den samme debat på folkeskolerne. Efterskolerne derimod har været igennem en helt anden debat om rygekultur, som folkeskolen fortsat har til gode. Derfor viser det sig nu, at efterskolerne ser ud til at være længere fremme,« siger Poul Dengsøe Jensen.

For år tilbage viste undersøgelser, at efterskolerne fik flere rygere i løbet af et skoleår. Men en massiv indsats på efterskolerne har vendt dette billede totalt.

Det er i høj grad frygten for, at eleverne begynder at ryge mens de er på efterskole, der har fået så mange efterskoler til at indføre rygepolitikker – og for flertallets vedkommende forbud. I Efterskoleforeningen vurderes det, at der fortsat kommer røgfri skoler til. Derfor forventer man, at det i dag er langt mere end 60 procent af efterskolerne som har et forbud, da der er sket meget siden skoleåret 2009/10, hvor undersøgelsen blev gennemført.

Det er med afsæt i rapporten – og dialog med KD, vi har skrevet et par historier på det seneste om rygning. Rygeregler på efterskoler og Søndagsavisen

UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser