To efterskoler får penge
til at lave værktøjskasser til lærere
Dato: 28. oktober, 2010
Forfatter: Henrik Stanek
, Journalist
Rantzausminde Efterskole og Højer Design Efterskole har fået del i et millionbeløb til forskning, som skal bidrage til, at flere unge får en uddannelse Region Syddanmark har bevilget 20 millioner kroner til to projekter, der begge placerer læreren i en central rolle. Det ene projekt fokuserer på klasselæreren som det sociale klister, der skal få klassen til at hænge sammen. Formålet er at sikre sårbare unges tilhørsforhold til klassen på deres ungdomsuddannelse.
I det andet projekt skal læreren skabe øget motivation og engagement gennem anvendelsesorienteret undervisning. Her kommer de to efterskoler ind i billedet.
»Vi arbejder med innovation inden for design og skal nu sammen med et gymnasium og to handelsskoler lave en værktøjskasse med eksempler på, hvordan lærere kan arbejde innovativt i for eksempel engelsk,« fortæller forstander Kirsten Hansen fra Højer Design Efterskole.
Innovativ undervisning fastholder eleverne
Innovation er et middel til at fastholde eleverne, fordi de selv søger viden og bearbejder den.
»Det får eleverne til at interessere sig for undervisningen, når de laver deres eget materiale og et produkt, der kan bruges til noget. Vi kan ikke producere alle de ideer, som vores elever genererer inden for industriel design, men de kan skabe dem i 3D og arbejde videre med produktet i en virtuel verden. Det fanger især drengene,« siger Kirsten Hansen.
Højer Design Efterskole har fået 340.000 kroner til at udvikle konkrete forløb med innovativ undervisning. Rantzausminde Efterskole ved Svendborg skal for et tilsvarende beløb arbejde med pædagogisk it. Målet i begge projekteter er, at 80 procent af eleverne oplever undervisningen som inspirerende, og at 90 procent af lærerne synes, de har de rette kompetencer og værktøjer til at gøre undervisningen motiverende.
»Det handler om at lægge undervisningen tilrette, så eleverne føler, de kan bruge den til noget. Vi har for eksempel en samarbejdsklasse i Bulgarien, som kommer herop til april, og så skal vores elever være turistguider. Bare så simpelt et projekt viser eleverne, at de skal bruge det, de lærer i engelsk, til noget konkret,« siger Kirsten Hansen.